Szhirley
Hjerter Dame
CD
Udkom Mandag d. 21-04-2008 på MBO Group
Shirley med "z". 12 år senere.
Så tager Szhirley Nova Beanca Rasmussen (hendes numerologiske alter ego) endelig skridtet og udsender opfølgeren til debuten fra 1996. Hun har jo hele tiden været med på en eller anden måde. Som børneprograms-stemme, sangsild for de danske soldater, korsanger, gæsteoptræder på diverse numre og soundtracks, radio- og tv-vært med mere. Men med den glimrende ny-fortolkning af Anne Linnets Glor På Vinduer er hun tilbage i rampelyset som solist. Uinteresseret i at blive formet af pladeindustrien har hun holdt ud og til sidst udsendt toeren på sit eget selskab Oompa Recordz (opkaldt efter hendes hund). Hun har fået hjælp af en blandet skare af musikere, såsom Rasmus Nøhr, Jonas Gülstorff, Karl Bille og producere som Providers og Lounge Lizzards. Hun har valgt at synge på dansk på hele skiven, og teksterne er meget personlige og indholdsrige. Det klæder hende og gør albummet mere vedkommende. Albummet er en status på Szhirleys karriere, såvel som hendes liv iøvrigt, især hendes kærlighedsliv. Stilen er takket være producerne nutidig r&b-agtig, hvilket passer til hendes vokal. Det minder flere steder om et okay forsøg på at lyde som tidlig Destiny’s Child. De bedste numre ligger først på skiven, som mister en hel del energi hen over midten, for til sidst at ende i et par temmeligt kedelige ballader. Men alt i alt et udmærket comeback. Ud over anden single Gammel Kongevej er det især Lille Dreng og balladen Ingen Vej Udenom, der gør indtryk.
1 Forord
2 Lille Dreng
3 Gammel Kongevej
4 Glor På Vinduer
5 Havfruen
6 Stregen/Kom Nu Hjem
7 Én Af De Dage
8 Ingen Vej Udenom
9 Mærk Mig
10 Det Dig
11 Beatboxballaden
12 Os To
13 Kærlighed